Træning

I Herlev Aiki Jutsu klub undervises i aiki jutsu baseret på Yamaue Ryu Aiki Jutsu og Nord Shaolin Kung Fu med fokus på simplicitet og aiki-principper. Der undervises i et moderne komplet system på basis af gamle traditioner inden for japansk ju jutsu og kinesisk shaolin kung fu og som involverer både avancerede kaste-, låse- og kontrolteknikker kombineret med effektive slag og spark i en integreret helhed. Yamaue Ryu Aiki Jutsu og Nord Shaolin Kung Fu er grundlagt af soke Yamaue.

Det er et moderne effektivt selvforsvarssystem, der samtidig udvikler udøverens aiki evner. Som i alle andre ju jutsu stilarter, så udnyttes modstanderens kraft, men med et ekstra svært definerbart element: aiki. Aiki er harmoniseringen af energi i både en selv og med modstanderen eller ki-koordinering mellem angreb og forsvar. Udvikling af aiki er en langsom proces, hvor både kroppen og sindet skal vænnes til nye adfærdsmønstre. Det kræver stor selvtillid og overskud at kunne anvende aiki kamp.

Herlev Aiki Jutsu har aiki-principperne til fælles med blandt andet Daito Ryu Aiki Ju Jutsu og Aikido. Daito Ryu Aiki Ju Jutsu er et gammelt japansk system, der blev gjort offentligt tilgængeligt af Sokaku Takeda i starten af 1900-tallet. Morihei Ueshiba var elev af Sokaku Takeda og grundlagde Aikido. Herlev Aiki Jutsu er dog ikke direkte relateret til disse systemer og der er ingen direkte afstamning. Stilarter har over tid influeret hinanden og vigtige personer har studeret andre stilarter. Doshin So, der er grundlægger af Shorinji Kempo, har således bl.a. studeret Hakko Ryu Ju Jutsu, som er grundlagt af Ryuho Okuyama, der var elev af Sokaku Takeda. De fælles principper giver ligheder i udførelsen af teknikker selvom udgangpunktet er forskelligt.

Der trækkes også på en kinesisk kung fu tradition gennem Nord Shaolin Kung Fu grundlagt af soke Yamaue og Shorinji Kempo grundlagt af Doshin So. Soke Yamaue har trænet Shorinji Kempo foruden andre japanske og kinesiske systemer før etableringen af sine egne systemer Nord Shaolin Kung Fu og Yamaue Ryu Aiki Jutsu. Doshin So lærte shaolin kung fu i Kina før og under anden verdenskrig. Først Báilián Quán/Byakurenmon-ken og senere Yihe Quán/Giwamon-ken. Han blev udnævnt til stormester af Yihe Quán. Efter Doshin So vendte tilbage til Japan, grundlagde han Shorinji Kempo (japansk for Shaolin Temple Fist Method). Den nordlige shaolin kung fu stil er kendetegnet ved stor bevægelighed, smidighed og lange bevægelser. Dette ses i slag, spark og blokeringer, men også i kasteteknikker. Disse traditioner supplerer hinanden og er integreret i et sammenhængende system.

Aiki jutsu demonstration

Undervisningen byder på alt, hvad man har brug for at forsvare sig og giver derudover en personlig udvikling. Man behøver være ikke fysisk stærk for at kunne træne systemet. Tværtimod bliver man ikke kun fysisk men også psykisk stærk ved at træne det.

Under vores træning skal et angreb være et angreb. Man skal lære at tage et angreb alvorligt og dermed kan koncentrere sig om en forsvarsteknik mod det.

Træningen er et åbent system, hvor elever lærer basisteknikker i de første år. Når de har forstået principperne, der ligger bag teknikkerne, har de frihed til selv at finde frem nye teknikker. Teknikkerne findes allerede, ligesom planter i skoven. Spørgsmålet er, hvordan man finder frem til dem. For en ny biologistuderende er alle planterne de samme. Men når han har lært plantearterne at kende, kan han se forskellen mellem planterne. Og efterhånden, når han er dygtig nok, finder han måske frem til eller opdager nye arter.

Elever må ikke låse sig fast i teknikker. De må ikke kopiere, hvad der bliver vist. De skal lære og mestre basisprincipperne og lære at danne et overblik over de lærte teknikker og sammenhængen mellem disse. Når de har et overblik over teknikkerne, bliver principperne bag teknikkerne synlige for dem. På højere niveau betyder teknikken ikke så meget mere. Det spiller ingen rolle, hvordan en teknik skal udføres, men der lægges megen vægt de bagvedliggende principper. Så længe man følger principperne, udfører man tekniken korrekt. Derfor kan en teknik udføres på mange forskellige måder afhængig af udøverens dygtighed og personlighed.

På den måde kan vi sikre den videre udvikling af systemet. Elever lærer og forstår teknikker. En kopi af en original er god nok, men en kopi af en kopi er dårligere. Den tredje kopi vil være ugenkendelig i forhold til originalen.

Der er uendelig mange teknikker og variationer baseret på de grundlæggende principper. På højere niveauer bliver teknikkerne simplere og bevægelserne bliver mindre. I sidste ende bliver teknikken usynlig. Man kan ikke se, hvad en mester laver, men resultatet er mærkbart!